Refsvindinge

Bryggeriet Refsvindinge er et lille familiebryggeri, der ligger på Fyn, tæt ved Ørbæk. Dér har det ligget siden det blev grundlagt som malteri i 1885.  
  
Siden 1905 har bryggeriet brygget sin egen hvidtøl, som brygmesteren selv har distribueret til omegnen. Siden midten af firserne er sortimentet blevet udvidet betragteligt, og nu er det også muligt at købe øllene udenfor Fyn.  
  
Bryggeriet Refsvindinge er mest kendt for deres Ale nr. 16, som blev kåret til Danmarks Bedste Øl ved en blindsmagning i 1997.  
  
På det lille bryggeri arbejder kun Hans Poul Rasmussen og hans søn John Juul Rasmussen. De har dog nu indledt et samarbejde med Vestfyen, der brygger Ale No. 16 for dem.